Udgivet man d. 23. sep 2019, kl. 15:36

Jeg er i det nordlige Thailand, på besøg i en mindre provinsby med støvede veje, men grønt og frodigt med mange træer og buske på grund af regntiden. På gaderne strejfer de sædvanlige grupper af pjuskede, lysebrune vilde hunde rundt.

Mit besøg gælder en syg dansker, som ligger på et hospital drevet af en fransk, kristen hjælpeorganisation. Manden, lad os kalde ham Jens, blev for ca 3 mdr siden indlagt med noget så banalt som en brækket skulder på et lokalt, offentligt hospital, og siden er hans helbred gået støt ned af bakke. Til sidst meddelte hospitalet, at de ikke kunne gøre mere for ham, og den kristne organisation tog derfor imod ham på deres hospital. Det var Jens´ held.

Da jeg træder ind på Jens´ stue, ligger han i sengen med ryggen til. Han har forbindinger på ryg og ben på grund af dybe liggesår, som dog langsomt er i bedring. Jens taler ikke. Til gengæld, så snart jeg befinder mig ansigt til ansigt med ham, ser han på mig med et fast blik! Ind imellem flakker hans øjne rundt til fotos af hans danske venner, som personalet har hængt op på hans seng, men blikket vender hurtigt tilbage til mig.

Det næste jeg bemærker er, at Jens ligger i en ren seng og er velsoigneret med friske forbindinger og nyvasket. Jeg bemærker også, at stuen er ren og pæn med lyse fliser og et stort vindue, hvor lyset skinner ind. Jeg lægger altid mærke til omgivelserne. At både Jens og stuen er ren og pæn, og at der er vindue, er ikke en selvfølge herude. Medmindre den pågældende patient er forsikret og har råd til at blive indlagt på et af de større privat hospitaler, selvfølgelig. Men dette er ikke sædvanligt for de personer, jeg besøger som præst i Thailand.

Jeg tager Jens´ hånd og taler. Jeg fortæller, at jeg er den danske præst og at jeg er her for at se til ham. Jeg fortæller også, at jeg samarbejder med den danske ambassade i Bangkok, og at vi alle ved, at han befinder sig her, er i gode hænder og ikke er alene.

Efter at jeg har talt i en lille time, begynder både Jens og jeg at blive lidt trætte, og jeg foreslår ham at vi beder fadervor sammen. Da får jeg den kraftigste reaktion, jeg endu har fået: Jens giver et lille ryk med hovedet og ser så bestemt på mig, at det giver et gip i mig! Jeg må indrømme, at jeg ikke helt er klar over, om det er fordi Jens ikke ønsker at vi skal bede fadervor, sammen eller om det netop er fordi, at det at bede fadervor, betyder noget for ham. Så jeg tager chancen og beder fadervor. Og Jens falder til ro og virker afslappet, da jeg siger god nat til ham.

Ekstraordinært har jeg en overnatning på hospitalets guesthouse, inden jeg tager tilbage til Bangkok dagen efter, så jeg når at besøge Jens flere gange. En dansk medarbejder ved hospitalet, som Jens er glad for og har en speciel kontakt til, kommer med på besøg dagen efter og vi holder en lille andagt for Jens. Jeg læser teksten fra søndagens tekstrække og sammen synger vi et par samler. Selv om vi ikke synger fantastisk godt, men dog kan holde tonen, virker det til at berolige Jens. Senere får jeg fortalt af den danske medarbejder at Jens selv har skrevet flere artikler om forskellige interessante temaer og har udvalgte taler og prædikener af Grundtvig i bogform. Så jeg er forvisset om, at både andagt, salmer og fadervor var rigtigt valgt.

Jeg skal altid ved ethvert besøg huske på, at selv om jeg kommer som præst, er det ikke sikkert at den pågældende dansker er kristen (en del herude henvender sig mere til buddhismen) og derfor ønsker fadervor eller salmesang. Det, der oftest er brug for, er nærhed, omsorg og en snak med forsikring om, at de ikke er alene.

Thailand; himmel eller helvede
Jeg besøger primært de mennesker, som af forskellige grunde ikke er forsikrede. På en dansk pension kan de fleste leve et fornuftigt og rimeligt god liv i Thailand, så længe de ikke bliver syge, kommer til skade eller på anden måde får problemer. For så er det hårdt at være i Thailand. Har du forsikring, penge og et stabilt netværk, så er Thailand et paradis. Men når disse omstændigheder mangler og man bliver syg eller kommer til skade, ja så kan Thailand blive et helvede at befinde sig i. Her er absolut INGEN hjælp at hente og ens personlige netværk bliver altafgørende for, om man kan få den rette behandling herude og eventuelt komme tilbage til Danmark. En del strander ganske enkelt herude, både frivilligt og ufrivilligt.

Også her er Jens heldigt stillede, fordi han har et godt netværk af venner i Danmark, der hjælper med at samle penge ind til hans flybillet, så han kan komme til Danmark. Hvis han altså vil hjem til Danmark. 

Danskere i Thailand
Det estimeres, at der er ca. 10.000 danskere bosat i Thailand fordelt på hele landet, hvoraf ca halvdelen bor i landet hele året, og den anden halvdel bor her i højsæsonen fra november til marts. Desuden rejser ca. 160.000 danske turister hvert år til Thailand. De opholder sig fra et par uger til et par måneder i landet. Der er typisk tale om charterturister og rundrejsende unge.

Af de fastboende danskere i Thailand og langtidsturisterne er der borgere fra alle socialgrupper. Hovedparten er dog fra de nederste sociale grupper, og mange har misbrugsproblemer, herunder typisk med alkohol. En stadig større del har psykosociale problemstillinger, og de har i perioder svært ved at klare sig selv. Da de ikke kan søge hjælp hos de thailandske myndigheder, kontakter de typisk den danske ambassade.

I dette omsorgsarbejde spiller kirken en større og større rolle, idet præsten aktivt går ind i diakoniarbejdet og tager samtaler med både de pågældende nødstedte danskere i Thailand samt efter behov også med de pårørende i Danmark. Desuden gennemfører præsten et stigende antal besøg hos syge og fængslede danskere i Thailand.

Kategorier Nyheder