Udgivet ons d. 25. mar 2020, kl. 06:22

Hvad er diakoni? Det spørgsmål får jeg ofte stillet, og her i kirken i Thailand bruger vi udtrykket “diakoni” som en fælles betegnelse for alle de opgaver, der handler om at hjælpe mennesker i problemer, sorg og nød. Det kan være i form af et fængselsbesøg, en andagt og en snak ved en sygeseng eller en personlig samtale, når livet gør ondt,  også samtaler med pårørende i Danmark falder under diakoni-arbejdet. 

 

Ofte står vi overfor mennesker i dyb krise, både akut og som resultat af mange års svær sygdom eller et på alle måder hårdt liv. Vrede, aggressivitet og fortvivlelse over at miste kontrollen over sit liv kommer ofte til udtryk på forskellige måder. 

Jeg har oplevet “trusler” som, “du skal ikke tro at du er udødelig, præst” eller helt konkrete fysiske udfald, hvor min mobil rives ud af hånden på mig, eller hvor jeg må gå imellem en vred mand, som knytter næven og truer med at slå sin ulykkelige kone.

Når gemytterne er faldet ned kommer angeren og skam, over at have tabt besindelsen og mistet “sig selv” i mit nærvær. Jeg har fået undskyldninger og masser af krammere, og det lykkes som regel for os, at få os talt til rette igen. 

 

Men bagefter sidder tanken alligevel i mig om, hvordan den pågældende dansker og dennes pårørende skal klare sig og komme igennem den krise, som de befinder sig i. Oftest fortsætter livet for dem, som det altid har gjort, med sine op- og nedture, men jeg ved, at som oftest så krydses vore veje igen, med mig i rollen som sjælesørger og præst.

Og andre gange bliver dette møde det sidste. 

 

At hjælpe sjælen til at finde ro

For en tid siden blev en ældre og syg dansk mand afleveret på den danske ambassade af sin samlever. Hun gik derefter ud for at parkere bilen- og kom aldrig tilbage. Den syge, lad os kalde ham Kim, havde heldigvis en opsparing, så det lykkedes at få ham indlagt på et hospital her i Bangkok, hvor han kunne få den mest nødvendige pleje. Han fortalte, at han havde boet i Thailand i ca. 18 år og at han i 14 år havde været thai-gift med sin nu eks-kone. Da jeg spurgte ind til, om hun havde forladt ham helt, eller om han troede, hun kom igen, så han træt på mig og sagde med et skævt smil: “Hun kommer ikke igen. Sådan er det jo…”!

Jeg besøgte Kim flere gange, og i samtalerne fortalte han mig om sit tidligere liv i Danmark og Europa, hvor han havde kørt som langturs-chauffør. Han havde under disse ture været glad for at besøge Sømandskirken i blandt andet Bruxelles, hvor han flere gange havde mødt den daværende præst Johannes Møllehave. 

Vi aftalte derfor, at jeg skulle holde faste andagter for ham ved mine besøg. Vi bad altid fadervor sammen, og det betød meget for ham. 

Men det var som om, han havde opgivet, at bare forsøge, at orke at leve. Hans indtag af mad blev mindre og mindre, og personalet kunne ikke håndtere situationen, selv om de forsøgte. Og en dag fik jeg så besked fra ambassaden om, at Kim var død. 

Kim ville gerne have været tilbage til Danmark og slutte sit liv der. Han havde faktisk pengene til en flybillet hjem, men i takt med at hans helbred blev ringere og ringere, var det ikke muligt for ham at foretage den lange rejse.  

Da Kim døde, blev hans hospitalsregning ikke længere betalt, så hospitalet opbevarede hans legeme i håb om at en pårørende ville komme og bede om at få det udleveret, og naturligvis betale regningen. Ingen kom.

Jeg havde talt med Kim om, at han en dag ville have en “rigtig kristen begravelse”, så jeg tog ud på hospitalet for at forrette en simpel andagt- læsning og bøn - over hans afdøde legeme. 

Hospitalspersonalet kunne ikke forstå hvem jeg var, eller hvad det egentlig var, jeg skulle, selv om jeg havde et brev på Thai med fra ambassaden. Så jeg blev ført rundt til forskellige chefer, længere og længere op i hierarkiet, indtil jeg til sidst endte oppe hos selveste hospitalsdirektøren. Det var en praktisk og handlekraftig kvinde, som endelig forstod meningen med mit besøg: “Åh, du er en slags munk, som vil udføre en velsigne, så hans sjæl kan finde fred!”.

Hvis der er noget der bekymrer her i Thailand, så er det troen på, at hvis ens efterladte ikke finder ro i døden, så hjemsøger den afdøde de efterladte.

Og så blev jeg endelig sendt ned i kølerummet, hvor Kim lå. Alle blev gennet ud,  kølerummet åbnet og en sødlig stank bredte sig i hele rummet. Jeg læste fra Johannes evangeliet, som Kim og jeg havde talt om, bad en bøn for hans liv og hans sjæls fortsatte rejse, og for at det et eller andet sted gav mening. Jeg vidste dog, at det havde givet mening for den levende Kim og det var nok. 

 

De efterladte

Det, med at ønske sine efterladte fred og ro i døden, er ikke blot en Thailandsk skik opstået af bekymringen og ligefrem frygten for at den afdøde skal hjemsøge en. Det er tværtimod en almen medmenneskelig omsorg. Vi ved ikke, hvad døden er. Vi ved ikke, om vores kære er i ro eller smerte på den anden side, og så er det at sikre et ordentligt farvel også en måde for os, de efterladte, at finde ro i afskeden og sorgen over at have mistet. Også når vi har mistet noget, vi aldrig rigtigt havde ejet.

 

Arbejdet som sjælesørger i Thailand er krævende og jeg bliver indimellem både  irriteret, vred, trist eller opgivende, men overordnet også glad og taknemlig. Taknemlig, når jeg i situationer oplever, at det for de pågældende mennesker giver mening at kirken er her og gør sit arbejde. Det arbejde, som vi, kirken, kun kan gøre sammen med alle de andre mennesker herude, professionelle og private, uden hvem kirken ikke havde kunne udrette blot halvdelen. 

 

Fakta

Det anslåes at ca 8000-10000 danskere bor rundt omkring i hele Thailand og heraf ca 500 i Bangkok. En del af disse danskere bor her helårs mens andre udelukkende opholder sig her i højsæsonen, der varer fra medio oktober til marts.  Desuden ankommer der hvert år mellem 160-170.000 danske turister til Thailand. 

Kategorier Nyheder