Denne fortælling er en omskrivning af en prædiken, som jeg holdt i den norske kirke i Pattaya i efteråret 2021 efter teksten i Matthæus kap 7.

“ … Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der havde myndighed og ikke som deres skriftkloge…”

Hvordan reagerer vi, når vi står overfor myndighed? Hvordan udøver vi eventuel selv vores myndighed som forældre, i vores professionelle liv og i vores relationer til andre?

Bunder vores myndighed i indsigt og omsorg, eller er det en myndighed, der bunder i et ønske om kontrol og kommer af vrede?

Vi kan mærke, når vi står overfor sand myndighed! Der er ingen tvivl. Og vi bøjer os umærkeligt og uden angst for en sådan udstråling af kærlig viden og fasthed, som sand myndighed er.

Den rolige og  dog stærke myndighed oplevede jeg en gang på gaden i Cairo.

En familie gik på gaden skråt modsat mig. Der var en vred, råbende far. Hans lille søn på måske 5-6 år humpede grædende afsted med det ene ben i en slidt gipsbandage.

Drengen havde søgt tilflugt fra den vrede fader ude på gaden bag en række parkerede biler. Efter dem begge kom den tavse, triste mor.

Uanset mulige eventuelle konsekvenser, så var jeg - godt vred - på vej over gaden for at blande mig.  Men en anden forbipasserende kom mig i forkøbet!

Det var en yngre mand, som var på vej til arbejde. Han gik på gaden i hvid skjorte og med en lædermappe under armen. Han tilhørte helt klart en højere social klasse end den vrede fader, og han kunne derfor uden problemer have udvist sin myndighed i form af vrede ord og ved at hæve stemmen!

Men det gjorde han ikke! Tværtimod.

Uden at sige et eneste ord så han faderen direkte ind i øjenene og stillede sig imellem faderen og den lille søn.

Hver gang faderen forsøgte at komme udenom den fremmede mand, for at nå sin søn, flyttede manden sig også, sådan at han hele tiden stod beskyttende foran den lille dreng. Manden vedblev at se faderen fast ind i øjenene, selv da faderen truende løftede den højre arm som for at slå eller skubbe ham væk.

Manden beskyttede den lille dreng istedet for at angribe faderen!

Han valgte den ikke-voldlige og milde form for myndighed. Bestemt og urokkeligt, men uden at hæve stemmen eller løfte armen en eneste gang. Det virkede.

Faderen opgav at slå drengen, han faldt til ro og familien gik lidt efter videre.

Denne fader blev sandsynligvis ikke helbredt for sin voldelige måde at udøve sin myndighed på, men måske satte episoden spor i hans sind? Måske besindede han sig lidt, næste gang han følte behov for at udøve sin myndighed?

Måske lærte hans søn den dag, at der er forskellige måder at udøve myndighed på, andre end den voldelige måde, han kendte fra sin far?

Vi har alle et valg. Vi kan vælge den ukontrollerede myndighed, som faderen repræsenterede. Det er den myndighed, som udspringer af frustration og vrede og som i virkeligheden slet ikke er myndighed, men afmagt. Vi kan også vælge den anden form for myndighed. Det er den myndighed, som er urokkelig og retfærdig. Det er netop denne myndighed, som også Jesus udøvede.  Der var en helt særlig myndighed bag ordene, når Jesus talte. En myndighed der fik mange  mennesker til at give slip på det liv, de levede, for i stedet at følge ham. Jesu udviste, med sin myndighed, en forståelse og kærlighed overfor mennesker, som stadig i dag får os til at overgive os til hans ord.,

Farver i de thailandske ugedage og i kirkeårets farver

En af de mange smukke og inspirerende sidder af thailandsk kultur er, at ugens dage har hver sin farve. Hver farver symboliserer noget forskelligt med udspring i den hinduistiske religion. Både den nuværende Kong Vajiralongkorn Rama X og hans fader, den afdøde kong Bhumibol Rama IX er født på mandage, så derfor associeres gult med kongen.

De Thailandske farver for ugens dage er:

mandag: gul / tirsdag: pink  / onsdag: grøn om dagen og grå om aftenen /

torsdag: orange / fredag: lyseblå / lørdag: violet / søndag: rød.

Der findes også anti- eller ulykkes farver til hver dag. Læs selv mere på:

wikipedia.org/wiki/Colors_of_the_day_in_Thailand

Også i kristendommen bruger vi farver på kirkerårets søndage.

Advent, som er kirkens nytår, da det nye kirkeår tælles fra første søndag i Advent, er violet/lilla. Den violette/lilla farver symboliserer ånd, alvor og anger. Den bruges i advents- og fastetiden, palmesøndag samt på store bededag.

Juleaften, juledag, julesøndag, nytårsdag og helligtrekonger er hvide, og den hvide farve symboliserer renhed, glæde, hellighed og uskyld og er kirkens festfarve.

Rød er ildens, blodets, kærlighedens og Helligåndens farve og symboliserer endvidere lidenskab. I pinsen mindes vi, at Helligånden kom over apostlene i form af ildtunger, derfor den røde farve. Som blodets farve benyttes den også ved kirkens eneste martyrdag, Sankt Stefans dag, som er 2. juledag.

Der findes kun en eneste sort dag i kirkeråret, og det er langfredag, hvor Jesus blev korsfæstet og døde. Sort er sorgens og dødens farve og bruges udelukkende langfredag.

Grøn fylder meget i kirkeåret, hvor den grønne farve symboliserer vækst og håb. De såkaldte søndage i trinitatis (treenighed), som i sig selv ikke markerer en hellig- eller højtidsdag i året har grøn som deres farve.

Læs selv mere på: https://www.kristendom.dk/kirkeåret/kirkeårets-farver